Kamilla (Lille Dille) 

Kamilla 0-2 år

Kamilla 2-4 år

Kamilla 4-8 år

Barnedåb

Graviditeten:

Da vi kom hjem fra årets skiferie, tog Pernille en test, som viste MEGET svagt positiv. Den blev desværre ikke mere positiv over de næste dage, så lægen blev kontaktet. De indvilgede i at tage blodprøver for at måle stigningen af HCG. Første måling lå på 105, 4 dage efter lå den på 500 - så den steg som den skulle. Samtidig fik Pernille en henvisning til løbende scanninger. Den første viste at der var et lille hjerte der blinkede. Hun blev scannet med ca. 1-2 ugers mellemrum. og samtidig blev der taget endnu en blodprøve. Den var desværre ikke opløftende, på 8 dage var den kun steget fra 500 til 5050, men skulle have været min. 8000. Heldigvis viste scanningerne at der stadig var liv, så nu skulle tiden blot gå. Efter u9 mente de at nu var den sikker, da det er før dette tidspunkt langt de fleste aborter sker. Det er endvidere deromkring at kønnet dannes, som er noget af det mest kritiske på det tidligere stadium. Nakkefoldsscanningen gik perfekt. Vi havde været meget nervøse for resultatet, da den var 1:300 ved Mikkel - og alderen viste + ca. 5 år. Men med nakkefold, blodprøve mv. viste resultatet 1:1576 :-) vi var meget glade. Terminen blev rykket fra oprindeligt 13. november til 12. november.

I juni lå så MD-scanningen. Vi havde sat rigtig god tid af, da det havde taget 7 timer med Mikkel. De havde ikke kunnet se om blodet løb korrekt ind og ud af hjertet. Igen var hjertet et problem, hver gang de havde det perfekte billede rykkede "lille dille" sig, men det tog "kun" 3 forskellige scanninger, og 2 timer, inkl. lægesamtale. Men alt så ud til at være helt perfekt, så JUBIIIII. Det var dog ikke muligt at se kønnet, da den lille lå med numsen til og benene trukket op under sig. For os betød det dog ikke så meget, begge køn er velkomne, blot den er sund og rask.

Der var forskellige undersøgelser, undervejs, læge, jm mv. og indtil videre har alt været positivt. Ja, bortset fra at Pernille fik konstateret graviditetsbetinget sukkersyge. Men ved den rette kost, og daglige målinger viste det sig at hun kunne holde det på et stabilt niveau, og en side gevinst var et mindre vægttab :-) I 33+5 blev Lille Dille vægtscannet og blev vurderet til at veje 2437 g. hvilket var gennemsnitlig, så den havde heller ikke taget ekstra på i forbindelse med sukkersygen. Den blev scannet igen ved 36+5, og blev vurderet til ca. 2750 g, samtidig med at diabetes-JM samme dag havde sagt at det ikke var en stor baby. Det var lige under gennemsnittet, og den havde ikke taget nok på i løbet af de 3 uger, så det at jeg havde passet så godt på påvirkede altså Lille Dille. Til gengæld viste scanningen også at flowet i navlestrengen var helt perfekt. Men det blev anbefalet at Pernille blev sat i gang senest ugen inden termin. Lidt en lettelse at vide at den snart kom ud.

I starten havde Pernille lidt noget af kvalme, og ekstremt af træthed, men efter U12 blev det væstenlig bedre, og omkring U20 mærkede hun stort set intet til graviditeten, bortset fra masser af liv - på den positive side, og på det lidt mere trælse område: træthed, og at desværre varmen, som kun var opadgående i den periode (primo Juli). Hun havde tendens til svimmelhed og blev decideret dårlig, men det gik heldigvis hurtigt over, hvis hun kom i køligere omgivelser.

Mikkel GLÆDEDE sig rigtig meget til at blive storebror. Da vi viste ham vuggen hvor den lille skulle sove, mente han at den bestemt ikke skulle stå ved siden af os. Den skulle stå inde på hans værelse, så skulle han nok trøste og give flaske i løbet af natten. OG han skulle forresten også nok skifte bleer, made, mv. "Mor og far, I skal slet ikke lave noget, jeg skal nok gøre det hele". Vi smilede og tænkte at han nok bliver klogere ;-) Til gengæld var det et godt tidspunkt at få ryddet ud i hans ting, så længe det blev gemt til "Lille Dille", var det helt ok. Han ville helst have en lille søster - for det var synd for mor at hun var den eneste pige i huset. Da Pernille var ca. 24+6 mærkede Mikkel for første gang den lille. Det var en rigtig stor oplevelse. for ham - men han kunne ikke fortå hvorfor den måtte sparke når han ikke måtte ;-D

Og hvor kom så navnet "Lille Dille" fra. I starten føltes det som om en lille krokodille sad og nappede indvendigt, og da Rasmus Klump var populær (der er en krokodille der hed "lille Dille"), ja så var navnet der - og det kunne bruges om både en dreng og en pige. Mikkel havde meget lettere ved at forholde sig til det når der blev sat navn på.

 

 

 

 

 

 

Pernille få dage før fødslen

Fødselsforløbet 

Fredag d. 5.11 begyndet der at ske noget, men det blev ikke til mere. Lørdag morgen kørte vi en tur forbi AOMA, og da Pernille alligevel skulle sættes i gang mandag, blev hun kontrolleret, og der blev lagt to stikpiller, og så var det hjem og vente og inden endnu en kontrol først på eftermiddagen. Den viste at Pernille havde åbent sig lidt mere end om morgnen, og JM var virkelig optimistisk og mente at der snart skete noget. Vi fik besked på at ringe ind om aftenen, hvor de gerne ville have at vi kom forbi. Mikkel var med, og Henrik kom senere og hentede ham.

Desværre var der intet sket. Mens JM til middag havde sagt at jeg var 3 cm. åben, mente denne JM at det kun var 2, så to skridt frem og et tilbage. :-( Der blev lagt yderligere to stikpiller, men optimismen var der ikke rigtigt.

Fik endnu en nat, hvor vi sov rimeligt, og mødte på hospitalet igen næste morgen. I hele forløbet indtil da, havde jeg enten murren i underlivet, noget som blev kategoriserede som veer, men de var ikke slemme, og det var muligt at lave en masse i mellemtiden, eller mærkede stort set intet.

Søndag morgen kom mormor, da vi ikke viste hvor længe dette kom til at vare, og hun kunne blive. Vi kom ind igen, det var den samme JM som lørdag formiddag, så hun var meget forbløffet over at se os igen. Nå men der blev kørt kurver og lagt endnu to stikpiller, og en besked om at komme igen lige over middag, og denne gang ville de begynde at kigge på nye metoder, men generelt tog de ikke vandet før man var min. 3-4 cm. åben, og der blev ikke lagt ve-drop så længe der var livmoderhals. Nå men vi var tilbage efter middag. Efter konference med læge blev de enige om at tage vandet. Efter dette ville jeg blive overflyttet fra AOMA til fødegangen, så der var en JM og en JM-stud med derfra. De mærkede lige på mig og vurderede Lille Dille til at veje ca. 4 kg – dvs. en pænt stor baby.

Det gik hurtigt med at få prikket hul på vandet, tror blot det havde ventet på det – og det fossede ud i gigantiske mængder. Da var kl. 13.45. Vi skulle nu gå rundt en times tid så der kunne komme gang i veerne, inden vi meldte os på fødegangen. Veerne startede med det samme – alt hvad jeg havde følt indtil da kunne knap betragtes som en murren i underlivet. Men det værste var dog at der stort set ikke var mellemrum i mellem, de kom bare med få sekunder, og varede ca. 2 min. Allerede 14.30 var vi på fødegangen, jeg kunne simpelthen ikke gå rundt mere. Blev spurgt om epiduralblokade, og jeg sagde ja tak. Fik efterhånden kæmpet mig op på sengen, og da jeg blev undersøgt var jeg allerede 6 cm. åben, og kort efter 7 cm. Der blev kaldt endnu en ind, som skulle være der da det var et stort barn. Epiduralen nåede de ikke. Ca 14.45 fik jeg pressetrang, og fik at vide at jeg nok ville have født indenfor ca. 1 time, hvilket virkede helt uoverskueligt på det tidspunkt. Det gik nu stærkt, og kort tid efter var vurderingen indenfor ½ time, og ca. 14.55, blev der pludselig travlt på stuen, da jeg var gået i fødsel. Sengen blev ændret, alle fik korrekt tøj på og indtog deres pladser, og kl. 15.00 blev Lille Dille født. Hun blev straks lagt på Pernilles mave, og Søren fik lov til at se hvad det blev, men ønskede ikke at klippe navlestrengen. Hun fik 8 ud af 10, da fødslen var gået så hurtigt, havde hun lige problemer med at trækket vejret, men efter få min. var hun oppe på 10. Hun vejede 3320 g, var 50 cm lang, og havde et hovedomfang på 34 cm. Helt perfekt.

Da hun kom ud udbrød den sidste JM - ”Det er da ikke noget stort barn”, så der var blevet vurderet temmelig forkert.

Moderkagen kom ud hurtigt efter. Jeg var sprækket ganske lidt indvendigt, og måtte have 4 sting, men ikke noget slemt. Da det var ovre prøvede jeg at lægge hende til brystet, og hun viste tydelige tegn på at vide hvad det var.

Det første billede af Lille Dille få minutter efter fødslen.

Mor - barn buketter